Tongariro National Park

I dag, tirsdag den 7. Februar, prøvede vi på at stå tidligt op. Det lykkedes da også næsten, men så havde vi lige lidt ting vi skulle nå, inden vi skulle køre. Mads skulle blandt andet ud på en hængebro, som lå lige ved camperstedet (Pillars of Hercules, den var han meget begejstret for), så vi kom først op til Tongariro National Park ved 10-tiden. Vejret var desværre ikke for godt, en del skyer og ret meget blæst.
Vi startede med at gå turen Tongariro Alpine Crossing, og så ville vi se vejret (og Jeppe) an undervejs. Først gik vi gennem regnskov på fint anlagte stier, derefter kom vi ud i mere åbent terræn. Jeppe hyggede bag på Mads i sin bærestol, og “sang” lidt for os på vej opad.
Efter nogle timer kom vi til Ketetahi hytten, her var en fin udsigt og vi holdte en god frokostpause. Jeppe var i fint humør, så vi bestemte os for at fortsætte opad. Der blev stærkere vind, og vi var kommet godt op i skyerne. Vi gik indtil vi nåede til de flotte søer, som man i klart vejr kan se, og som er så fine, men vi kunne kun se skyer og blæst, så vi valgte at vende om inden vi nåede til kraterne. Det var rigtig ærgerligt, men vejret var ikke lige med os. Jeppe var heller ikke så begejstret mere på vej ned, han syntes det blæste for meget til at han kunne få en ordentlig lur i stolen, så han sad og brummede lidt på turen ned.
Vi var nede igen ved 17-tiden og selvom vi ikke fik gået hele turen, syntes vi faktisk det var en ret god dag, og vi blev godt trætte i benene. Vi kørte sydpå til Mangaweka, hvor vi har fundet en godt død campingplads, hvor vi skal overnatte, inden turen går til Wellington i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *