Tongariro – New Zealand

I dag, tirsdag den 7. Februar, prøvede vi på at stå tidligt op. Det lykkedes da også næsten, men så havde vi lige lidt ting vi skulle nå, inden vi skulle køre. Mads skulle blandt andet ud på en hængebro, som lå lige ved camperstedet (Pillars of Hercules, den var han meget begejstret for), så vi kom først op til Tongariro National Park ved 10-tiden. Vejret var desværre ikke for godt, en del skyer og ret meget blæst.
Vi startede med at gå turen Tongariro Alpine Crossing, og så ville vi se vejret (og Jeppe) an undervejs. Først gik vi gennem regnskov på fint anlagte stier, derefter kom vi ud i mere åbent terræn. Jeppe hyggede bag på Mads i sin bærestol, og “sang” lidt for os på vej opad.
Efter nogle timer kom vi til Ketetahi hytten, her var en fin udsigt og vi holdte en god frokostpause. Jeppe var i fint humør, så vi bestemte os for at fortsætte opad. Der blev stærkere vind, og vi var kommet godt op i skyerne. Vi gik indtil vi nåede til de flotte søer, som man i klart vejr kan se, og som er så fine, men vi kunne kun se skyer og blæst, så vi valgte at vende om inden vi nåede til kraterne. Det var rigtig ærgerligt, men vejret var ikke lige med os. Jeppe var heller ikke så begejstret mere på vej ned, han syntes det blæste for meget til at han kunne få en ordentlig lur i stolen, så han sad og brummede lidt på turen ned.
Vi var nede igen ved 17-tiden og selvom vi ikke fik gået hele turen, syntes vi faktisk det var en ret god dag, og vi blev godt trætte i benene. Vi kørte sydpå til Mangaweka, hvor vi har fundet en godt død campingplads, hvor vi skal overnatte, inden turen går til Wellington i morgen.

Nå så skal jeg så lige prøve at huske hvad der skete i mandags. Da Mads skulle lægge indslaget ind, kom han til at slette i stedet for at kopiere, graaaa! Nu skylder han vist BIG time! Næste gang bliver det på papir, så kan jeg sende det hjem til jer med flaskepost.
Nå men vi vågnede op ved de termiske bade som vi desværre ikke nåede at bade i fra morgenstunden da vi skulle hen og se Lady Knox-gejseren, som kl 10.15 sprutter vand op efter at en mand har hældt lidt sæbe i. Det var det helt store show, og der blev filmet og taget max billeder. Bagefter gik vi ind i parken Wai-O-Tapu, hvor jeg især havde glædet mig til at se champagnepoolen, den var SÅÅ fin. Vi gik også rundt og så alle de dampende kilder og mystiske fænomener. Da vi havde set det hele tog vi til den boblende mudderpøl, det var ret mærkeligt at se kogende mudder.
Så kørte vi til landsbyen Whakarewarewa. Her startede vi med at se et show de lokale optrådte med. De sang, dansede og spillede. Jeppe syntes det var alletiders, og sad og headbangede og klappede, han blev dog ret skræmt og ked af det, da de dansede deres krigsdans. Bagefter fik vi taget billeder med dem, ren action. Da showet var færdig, var det egentlig meningen at vi skulle med på en rundvisning med en af de lokale, men Jeppe og jeg pjattede for meget, og fik overtalt Mads til at vi i stedet selv skulle gå rundt og se landsbyen. Det var en blanding mellem Christiania og Finnebyen, små hyggelige træhuse med små finurligheder. Vi så også den berømte gejser Pohutu, som spruttede i lang tid.
Da vi havde fået nok af alle disse naturfænomener kørte vi sydpå. Vi havde fundet en freedom camping tæt på Tongariro National Park. På vejen købte vi take away, som vi spiste i en lille park, indtil der kom en storm så, Jeppe og jeg frøs og løb hen i camperen. Campingpladsen viste sig at være ude i en skov og hed Pillars of Hercules. Jeg var glad for Mads var med, ellers havde jeg syntes det var for uhyggeligt.