Rotorua

I går, søndag den 5. Februar, startede vi med at køre til Rotorua. Der havde været en heftig aktivitet på p-pladsen i løbet af natten. Da vi kom til Rotorua, gik vi i det polynesiske spa. Vi blev nødt til at vælge familieafdelingen, da vi jo har Jeppe med. Der var en stor pool og to mindre pools, det fede ved stedet er jo at vandet er naturligt opvarmet af de varme kilder, ellers mindede det meget om enhver anden svømmepøl. De havde også en masse andre termiske bade som så meget lækre ud, men det må blive en anden gang. Vi hyggede os i poolen, og Jeppe fik dykket lidt, så han var glad.
Bagefter gik vi en tur op i byen, som var helt flad og eftersom det var søndag også stille og rolig og ret død. Vi fandt dog Eat Streat, hvor der lå en del forskellige restauranter. Vi havde bestemt os for indisk, da vi så havde sat os, kom en venlig tjener og sagde af de desværre lukkede kl 14 (typisk når vi nu endelig havde bestemt os for noget). Nå men vi fik pizza hos naboen i stedet for. Da vi var færdige, gik vi en tur ned til havnen. Her havde der været marked, men det var desværre ved at lukke ned. Der lugtede til gengæld pænt meget af prut i hele byen, og det var ikke Jeppe, men svovlgasserne. Til sidst gik vi en tur i Government Gardens og forbi museet, som desværre var lukket på ubestemt tid, da de var ved at renovere. Det så ellers fint ud.
Så kørte vi ud til Waikite Valley Thermal Pools, hvor vi også skulle overnatte. Vi fik fyldt vand på camperen efter at have lånt en slange fra en anden dansker, og så fik vi vasket tøj mens vi nød de lækre pools med udsigt til alle de boblende kilder og det kogende vand, der løb gennem landskabet. Det var rigtig lækkert, og vi blev da også så medtaget at vi glemte at få lavet aftensmad, så det endte med at vi startede på at grille alt for sent, og Jeppe blev træt og pylret, så vi måtte putte ham. Det endte med at det var blevet mørkt og vi måtte spise kold mad hver for sig. Sådan kan det gå når man gerne vil det hele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *