Te Anau

I går, søndag den 19. Februar, kørte vi fra Milford Sound (heldigvis var vejen åben) til Te Anau. Her var det egentlig meningen at vi ville have været en tur i Doubtful Sound, men vi syntes ligesom at turen i Milford Sound var nok for Jeppe, så det må blive en anden gang. I stedet bestilte vi Sunday roast på en café, men jeg må ærligt indrømme at vi blev ret skuffede (de burde vist lige tage et smut til England for at se hvordan man laver en god Sunday roast. Vi fik med lam, men det virkede som om der kun var fedt og brusk, øv øv. Tror nok vi nøjes med at se dem på markerne fremover. Vi gik en lille tur i Te Anau, som dog virkede ret død (det var jo søndag). Vi var dog i supermarkedet to gange, først for at købe brød til Jeppe og senere for at handle ind til aftensmad. Kassedamen huskede Jeppe, og syntes han var very cute, med de flotteste blå øjne, og hun har jo ret 🙂
Bagefter kørte vi til Dolamore Park ved Gore, hvor vi skulle overnatte. Da vi havde parkeret, kom et ældre newzealandsk par og snakkede og fortalte, det var rigtig hyggeligt. Jeppe hyggede på den store græsplæne og på legepladsen. Det var et dejligt sted.

Milford Sound

I dag, lørdag den 18., kørte vi mod Milford Sound, da vi da ellers lige havde fået et morgenbad og hilst på fårene og lamaerne, som de havde på campingpladsen. Vejen herud er en blind vej på over 100 km. Der var mange flotte bjerge undervejs, og endda nogle med sne på. Vi nåede frem over middag, og da vi havde tjekket ind på den eneste campingplads herude (som selvfølgelig er overpriced), gik vi en tur.
Vi fandt et sted, hvor vi spiste lidt frokost. Det var lidt hyggeligt med fly og helikoptere, der landede lige ved siden af os. Bagefter gik vi ned til færgeterminalen, hvor vi ville købe billet til en tur i morgen, men da vi kom derned, havde vi lyst til at tage turen med det samme, da vejret var helt perfekt. Vi snakkede med et bureau, og spurgte hvad de ville anbefale. De syntes vi skulle tage afsted med det samme, da vejret ofte skifter herude, og der tit er regn. De var så søde at de lovede os en gratis tur i morgen tidlig, hvis vi har lyst til det. Det er da god service.
Turen med båden var rigtig flot. Vi sejlede forbi en masse bjerge, vandfald og et par sælkolonier. Sælerne var dog trætte, og lå bare og dasede. Da vi nåede det tasmanske hav, sejlede vi tilbage. Jeppe var mest optaget af at kravle på trapperne og rundt over det hele, så måske det er en god ide at tage turen igen i morgen, for lige at få set alt det vi ikke så på grund af ham 🙂 Vi sejlede for resten også under et vandfald, smart, så båden lige blev vasket.
Det er et skønt sted vi har fundet at overnatte, men desværre er her en masse sandflies, så vi må sidde inde i bilen. Nu skal vi have Jeppes fødselsdagskage fra i går (mens han sover :-))