Bay of Islands

I morges var vi tidligt oppe, så tidligt at Jeppe måtte have sin havregrød med i en doggybag. Så blev vi kørt til båden som vi skulle sejle med. Vi havde kun sejlet ganske kort da vi så delfiner, der var en hel flok. De var søde at svømme tæt på båden, dog gav de ikke lige et lille show med spring osv.

Da vi havde taget cirka 400 billeder af dem sejlede vi videre, til vi mødte tre pingviner, som var ude på en lille svømmetur, det var lidt hyggeligt. Senere sejlede vi forbi en haj, den var dog hurtigt væk igen. Vejret var perfekt og Jeppe fik sig en lille lur i bærerygsækken, mens vi sejlede gennem Hole in the Rock, som jo bare var et hul i en klippe. Det seje var dog at sejle gennem det “lille” hul. Bagefter havde vi en lille pause på en af de mange øer. Her fik vi hygget, spist og kravlet lidt rundt, inden sidste del af turen, som gik til Russell. Her havde vi et par timer, hvor vi spiste lidt frokost og gik en tur, inden vi sejlede tilbage til Paihia.

Vi blev hentet af en bus som vi fik til at sætte os af ved et supermarked. Chaufføren spurgte hvordan vi så ville komme hjem, og da vi sagde vi ville gå syntes han godt nok det lød som en lang tur. Den var da også over to bjergtoppe, og lidt længere end vi lige huskede. Da vi kom tilbage svømmede Mads en tur hen under vandfaldet (Haruru Falls), det syntes han var skønt. Til aften grillede vi og da vi sad og spiste kom en langbåd med 30 mænd/drenge i bar overkrop sejlende og syngende “Op ad åen”, det var aftenens underholdning.

One Reply to “Bay of Islands”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *