I går, søndag 26. Februar, kørte vi en tur til Hanmer Springs. Det regnede og var kun 12-13 grader, så vi havde besluttet at det var en alletiders idé at tage i badeland. I Hanmer Springs har de et stort badeland med varme kilder. Jeppe var MAX glad, da han fandt ud af at vi skulle bade. Det var måske også lige et par dage siden han (og Mads) havde fået et bad. Der var en masse forskellige pools, og Mads og jeg snød os til en tur med baderinge ned i en tragtligende rutsjebane.
Da alle havde fået badet nok, gik vi en lille tur i byen, som mindede meget om en rigtig afterski-by. Vi kunne ikke helt bestemme os for hvilken campingplads vi ville sove på, da ingen af dem havde fået særlig gode anmeldelser på campermate. Vi valgte en, og da vi så skulle betale, sagde damen at det var uden strøm (og vi havde brug for strøm til varme), så kørte vi sydpå til vi kom til Leithfield Beach, hvor der lå en campingplads ned til vandet.
Så begyndte vi den store pakning og oprydning. Da vi havde pakket lidt, var det tid til aftensmad. Vi havde set en cafe oppe ved hovedvejen, så der gik vi op. Cafeen var desværre lukket, og der var ikke andet i nærheden, så vi måtte spise rester (og havregryn, hvilket passede Jeppe meget godt). Da vi ikke gad pakke mere, gik vi i seng.
Banks Peninsula, Akaroa pt. 2
I går og i dag har vi været ude på Banks Peninsula…
Vi havde egentlig tænkt vi skulle lidt til stranden her i morges, men det var overskyet, så vi tog i stedet tilbage til Akaroa, hvor vi havde set det skulle være Farmers Market. Markedet bestod af 5 boder; en kagebod, to olivenolieboder, en brødbod og en altmulig bod, så det var lidt tamt. Da vi gik lidt længere hen var der dog også et par boder, en solgte små kjoler og en æblemost, og så var der en mand der gerne ville spå mig, men jeg takkede pænt nej. Til frokost fandt vi et pandekagested, hvor vi fik fyldte pandekager. Det var lækkert. Senere kørte vi nordpå gennem Christchurch og op til Amberley Beach, hvor vi har slået lejr til i morgen. Stranden ligger lige ved siden af, men er desværre en stenstrand. Det har været fint vejr i dag, men dog blæst noget op her til aften. Fint, for i morgen skal vi til Hanmer Springs og bade i de varme kilder.