Monteverde

Vi vågnede endnu en gang ved at den dumme fugl fløj ind i ruden. Jeppe og Mads faldt dog i søvn igen, og fik lov til at sove helt til halv otte. Efter morgenmaden på Casa Luna, pakkede vi sammen og kørte mod Arenal Nationalpark.

Her gik vi ind i regnskoven, fandt et gammelt træ, og gik op og svømmere i lavafloden. Den var dog lidt hård, da den størknede tilbage i 1992. Der var dog et fantastisk kig til vulkanen, og vi fik taget en masse billeder, mere eller mindre uden skyer.

På vej tilbage til bilen så vi et træ fyldt med næsebjørne. Der var omtrent ti, som klatrede rundt i toppen af træet. De kom pænt ned til os så vi kunne tage nogle billeder. Derefter kørte vi op på øverste parkeringsplads, hvor man kunne tage endnu et billede af vulkanen. Det var hurtigt overstået, så vi ville køre til den anden del af parken. Her var vejen dog så ufremkommelig at vi valgte at springe det over. Til gengæld kom der næsebjørne ud på vejen til os. De er åbenbart over det hele, og disse virkede vant til mennesker, og så ud til at søge føde ved bilerne.

Vi havde 90 kilometers kørsel, 2,5 timer skulle det tage, men inden vi skulle ud på de tvivlsomme veje, skulle vi have en frokost. Der blev serveret kæmpeportioner af høj kvalitet, så selv om Mads og Jeppe delte en laks med rejer, var der mad nok til begge. Johan druknede i hjemmelavede kyllingenuggets.

Co-driver Tina begyndte en leg med at holde fest for hver ti kilometer vi nærmede os Monteverde, men de sidste 15 var vejen så ringe at det blev til hver kilometer. Godt gennemrystede stod vi ud og prøvede at få vores organer til at falde på plads igen, i et lille paradis kaldet Valle Campanas. Her har vi en hytte med plads til ti personer, og en med plads til seks. Vi har overvejet om vi skal invitere nogle backpackere, bare for at få fyldt hytterne ud.

Martin og Jeppe blev i hytten mens resten kørte ind til byen for at finde aftensmad. Onkel Mar havde bestilt ingredienser til banana split, så det blev hovedparten af menuen. Herefter blev det læse-/sengetid.