Boca Tapada – dovendyr

Vi vågnede i vores trætophytte, lidt for tidligt, for brøleabernne havde åbenbart lyst til at give koncert før solopgang. Det havde regnet meget af natten, så måske de skulle brøle sig tørre. Selv om det var tåget, var der en fantastisk udsigt og stemning, især med alle lydene.

På vej op til morgenmaden så vi en hel flok næsebjørne, der gik rundt lige udenfor restauranten.

Ved restauranten havde de et foderbræt, hvor alverdens fugle kom forbi, og efter omelet og ananas, kom der en flot, stor tukan og spiste sammen med os.

Efter en masse fugle til morgenmad tog vi ud på en lille kanotur. Det lignede lille lukketsø, men det viste sig at der var en fin lille å vi kunne sejle op ad. Fra kanoen spottede især Jeppe mange dyr, især firben. Da han spottede et dovendyr, blev vi dog nødt til at sende en ekspedition i land, så Mads og drengene hoppede af, og fik taget et par billeder med mobilen.

Der landede en tukan lige overfor dovendyret, så vi besluttede os for at skynde os at sejle tilbage og hente bedsteforældrene og deres kamera med en ordentlig linse.

Da vi kom tilbage havde vi noget svært ved at finde det hurtige dovendyr, men det lykkedes. Efter en masse billeder, gik vi tilbage til restauranten, hvor de havde tændt op i den brændefyrede pizzaovn. Vi delte en stak pizzaer, og gik ud på et trail. Resortet havde en offentlig sti, og et par, hvor man skulle have guide med. Vi gik lidt forkert på den offentlige sti, så vi endte med at gå den lange tur, og endte ved en afspærret udgang, hvor nogle ansatte hilste høfligt på os.

På turen spottede vi de allestedsnærværende aber, og pludselig satte drengene farten op, så vi ikke kunne følge med. Heldigvis var der kun en sti,og efter ti minutter fandt vi dem stående og kigge på den flotteste sortgrønne giftpilsfrø.

Efter turen havde de store fortjent en øl, og de små en is. Johan fik en kugle jordbær og en kugle vanille. Det ville Jeppe også have, så han tog morfar med op og bestille. Det lykkedes dem at bestille en jordbærsmoothie i stedet for en is. Da Jeppe havde drukket den, som åbenbart smagte godt, kom tjeneren alligevel med is, så alt var godt. Som sædvanligt spiste Mads rester.

Vi hoppede i poolen inden aftensmad, også gik vi allesammen tidligt i seng.

Comments

3 responses to “Boca Tapada – dovendyr”

  1. Lena Henriksen Avatar
    Lena Henriksen

    Nøjhh, hvor er I heldige. Fine billeder.
    De der kulørte frøer er flotte.

  2. Lena Henriksen Avatar
    Lena Henriksen

    Er det Jeppe, der er dovendyret?

    Hvad er det for et langsnudet dyr?

  3. Tina Avatar

    Så kom der også tekst til billederne

Leave a Reply to Lena Henriksen Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *