Hoi An

Op klokken 01 for at tage en taxa til togstationen. Hotellet kunne ikke garantere at grab virkede på det tidspunkt, så vi fil dem til at bestille en meteren taxi til os. Der var dog grab-biler, men pyt. Vi var på stationen i god tid, da der var lidt forskellige udgaver af køreplanen florerende på nettet, og ikke nogen hjemmeside, der var opdateret siden årtusindskiftet. Drengene ville ud og lave noget natfotografering, det bliver spændende at se om der er noget af det, der kan bruges. Toget var desværre et kvarter forsinket, kaldte de over højttalerne, men det virkede stadig som om at tiden bare fløj af sted.

Inde i toget, i vogn 8, havde vi plads 17, 18, 19 og 20, som udgjorde en hel kupé med luksussenge. Der var også seks-senges kupeer, bløde stole i åben vogn, og hardseats, altså træbænke. Jeg tror vi havde valgt rigtigt i at få en sovekupe for os selv.

I Danang var der rift om os. Vi blev overfaldet af taxachauffører, så vi skyndte os at gå lidt væk. I hvert fald over på den anden side af gaden, hvor vi kunne få banh mi. Vi bestilte fire, men brødene skulle lige skaffes andetsteds fra. Så bestilte vi to juice til drengene, men det havde de ikke. I hvert fald ikke indtil faderen sagde at han da lige kunne køre ud efter fire appelsiner. Søde mennesker, der ville gøre rigtig meget for os, og så tog de kun 110.000 for hele måltidet, altså rundt regnet 30 kroner. De havde også en ven, der ville tage os til hotellet i Hoi An lidt billigere end en grab, så det tog vi imod. Fremme ved hotellet kunne de ikke finde vores booking, som ellers fint fandtes på hotels.com. Nå, hotelmutter havde heldigvis en bror, som havde et hotel i nærheden, med cirka samme faciliteter (svømmepøl, morgenmad, familieværelse), så han kom og hentede os.

Efter en god, lang tur i poolen smuttede vi ind til byen, hen over broen, hvor solnedgangen stod flot over den travle flod.

Drengene var blevet møgsultne, så vi nåede ikke rigtig at se på markedet, inden vi satte os ind på den første restaurant. Den lå helt ned til floden, og var i et lidt andet prisleje end vi var vant til, dog stadig ikke oppe i nærheden af danske priser.

Markedet var brandhyggwligt og forholdsvist stille og roligt, til gengæld blev det ved og ved, lige gyldigt hvilken vej vi gik. Vi fik ikke købt for meget, for damen med regnbuebukser ville have alt for mange penge. Vi må prøve igen i morgen.