Op før fem, og af sted! Vi troede vi blev hentet i en bil, men det var en båd, der ventede på os i stedet. Vi sejlede af sted i mørket mod det lille, lokale flydende marked, hvor vi købte lidt bananchips og andet? Herefter skulle vi hente til en risnudelfabrik, da det var højvande, så der var vand nok i floden. Desværre holdt der en pram med en gravko og spærrede vejen, så vi måtte sejle hen og spise morgenmad. Nudelsuppe, lavet i en båd, med friskpresset juice og iskaffe lavet i en anden båd. Vi sad selvfølgelig i vores egen båd og spiste.
Herefter gik turen til det store engrosmarked, hvor man skulle købe mindst 50 kilogram af gangen. Så meget vandmelon, ananas eller søde kartofler skulle vi ikke bruge, så I stedet blev vi inviteret op på et par både med nogle handlende. De boede på båden, og kom mere eller mindre aldrig i land, så den lille pige kunne ikke gå i skole, og skulle lære handelslivet til søs af sine forældre. De serverede lidt frugt og te, og den søde guide fortalte at det nok var et uddøende hverv, da vejnettet var blevet så udbygget, at transporten på land var meget hurtigere. Han fortalte også at engrosskibene lå samme sted i syv til ti dage, til de havde fået solgt alle deres varer, hvorefter de tog hjem og hentede flere.
Vandstanden var nu blevet for lav til at kunne sejle helt op til nudelfabrikken, så vi måtte lægge til ude i den store flod, og gå de 300 meter. Der var spændende vietnamesiske hatte og vifter, som drengene købte en af hver. Tina lavede en rispapirspandekage, og drengene skulle gribe en sådan, som blev skåret i lange strimler.
Efter det sejlede vi hen til en tropisk frugtplantage, hvor guiden fortalte om alverdens planter, som vi gik forbi. Johan fik fingrene fuld af bomuld, som var svært at få af, og Jeppe overvejede at tage to frø med hjem, så vi selv kunne dyrke det.
Vi fik en masse forskellig frugt med derfra, som vi smagte på i båden, men det var vist kun vandalerne og vandmeloner, der smagte børnene. Vi sejlede tilbage til hotellet og fik os en slapper, med spil og leg, og drengene blev gode venner med de ansatte. Så fik vi noget mad. Noget med æg, så vidt jeg husker.
Om eftermiddagen tog vi en grab (det samme som bolt i Portugal, eller uber andre steder). Mads kunne ikke finde ud af at betale i app’en, så efter chaufføren havde fanget to tjenere på nærmeste café, fik vi endelig oversat via telefonen at jeg bare skulle betale kontant. De fleste er ikke ret gode til engelsk hernede.
I Can Tho kom vi på marked og fik købt nogle t-shirts til drengene, en kjole til Tina og nogle lidt for små underbukser til Mads. Johan købte også en bold.
Vi fandt en pandekagebod på hjørnet af markedet, og gik ud og så det overdådige lysshow på havnen. Herefter tog vi en grab hjem, og der var ingen problemer med betalingen. Vi blev sat af ude ved vejen (fordi vi bad om det), og her, ved den helt lokale kiosk, mødte vi en af de ansatte fra hotellet. Hun gav Jeppe en pose chips, og et lift hjem bag på sin cykel.
Leave a Reply