La Fortuna- chokolade

Vi vågnede ved femtiden ved at en fugl prøvede at flyve igennem vores vindue igen og igen. Efter nogle timer åbnede de for morgenmad, og så gik vi på regnskovsvandring. Hotellet har en sti på 350 meter jungle, afgrænset af en å. Det tog nogle timer at gennemføre, da drengene og Mads byggede dæmning i floden. På et tidspunkt kom 15 heste gående forbi os i floden.

Da Tina kom gående inde i junglen, ned til vores dæmningsbyggeri, var det blevet tid til at stoppe, og gøre klar til at komme i poolen. Onkel Mar og morfar havde dog hørt nys om et dovendyr, så det skulle vi lige se på vejen. Vi gik et par skridt udenfor stien, for at få et bedre udsyn til dovendyret, og der så Johan en rød giftpilsfrø. Mads var desværre for langsom med kameraet, så denne gang fik vi ingen billeder.

Udsigten fra værelset, med Arenalvulkanen i baggrunden og badenymfer i forgrunden

Vi fik et par timer ved og i swimmingpoolen og de mange boblebad, inden det blev tid til en omgang frokost. Vi trængte ikke til at spise ude, så menuen bestod af cup noodles, sandwiches med rosiner, chips, havregryn og saftig vandmelon.

Om eftermiddagen skulle vi ud at spise chokolade. Der lå en kakaoplantage meget tæt på hotellet, så der gik vi ned. Vi fik en meget flink og meget hurtigt talende guide med rundt, og efter en indledende snak skulle de lige gøre klar, så hun ledte os over til et dovendyr, de havde spottet tidligere på dagen. Herefter ledte hun os igennem hele fermenterings-, tørrings- og kværneprocessen, mens vi smagte på varerne undervejs. Vi fik smeltet chokolade på en ske, hvor drengene fik tivolikrymmel og skumfiduser, kanel og skumfiduser og rørsukker og skumfiduser. Vi andre fik forskellige blandinger af appelsin, vanille, kokos, mandel, peanuts, hibiscus og rom. På vej tilbage til indgangen sad den fineste tukan og sang for os.

Efter at have købt en af hver plade chokolade i shoppen, gik vi lidt længere ned af vejen. Her fandt Jeppe en kokosnød, som han flækkede, og vi smagte på mælken deri. Det var interessant, men ikke nogen succes.

Bortset fra Tinas Pad Thai var maden god, og vi bestilte en guacamole lavet ved bordet. Den var et kæmpehit.

Da vi var ved at være færdige med at spise, ville Jeppe gerne ud og smadre kokosnødder. Det fik klikket et par trætte drenge op, så meget at de løb under pigtråden for at hente flere. Det kunne hundene på grunden ikke lide, men de kom dog ikke efter os.

Hjemme igen blev Johan putter i onkel Mars hytte, Jeppe hos far og mor, og Mads gik på night trail med lommelygte og kameraer. Han fangede dog ikke andet end en kedelig frø i linsen. I mellemtiden var kortspilleriet og hyggen i fuld flor ved værelserne.

Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *