Boca Tapada

Som sædvanligt vågnede vi før solen. Drengene og Mads gik ned til stranden for at se solopgangen bag skyerne. De havde hele stranden, ja hele verden, for sig selv.

To timer senere gik vi til morgenmad. Drengene havde en ide om at de skulle i poolen inden vi skulle tjekke ud og med båden videre klokken 8:30. Der var desværre en mand, der var i gang med at rengøre poolen, og der stank af klor, så vi valgte at hoppe i det caribiske hav i stedet. Vi var godt nok blevet advaret imod det, da der var farlige hajer, krokodiller og understrømme, men bade og grave, det skulle vi jo.

Efter et hurtigt bad og en hurtig pakning tog vi båden tilbage mod La Pavona. I udlejningen til havnen lå en flot krokodille og poserede for os.

Der var rimelig lavvandet, så båden havde lidt problemer med at sejle med sine 100 heste, og da vi kom forbi et væltet træ, var båden foran os i gang med en redningsaktion. En hjort havde forviklet sig ind i grenene, og den så taknemmelig ud, da den endelig fik svømmet ind til land.

I Pavona havn skulle vi med bussen tilbage til stedet vi fik morgenmad da vi kørte mod Tortuguero. Her fik vi frokost, og så fik vi vores Toyota Hiace. Vi kom ud på de fineste veje, og ind i et supermarked, hvor vi fik handlet lidt fornødenheder.

Efter supermarkedstoppet, kom vi ud på nogle lidt mindre veje, fyldt med omvendte mariehønepukkelbump. Vi havde en times kørsel, selv om der ikke var ret langt. Her på bloggen springer vi lige let og elegant hen over Johans tisstop for fuldt optrukne linjer midt på hovedvejen.

Vi ankom til hvad vi troede var vores hotel, men det var et lille færgeleje. Vi skulle åbenbart sejles over til trætophytterne, så da vi havde stillet bilen, tog vi igen på vandet. Denne gang dog kun over på den anden side af floden.

Trætophytterne er fantastiske, og vi har cirka otte flagermus boende sammen med os.

Inden aftensmad kunne vi lige nå en tur i poolen, der var lidt koldere end vi var vant til, men det var nu rart nok i de plus 30 grader.

Vores første rigtige restaurantbesøg i Costa Rica blev her i regnskoven, omgivet af fugle og brøleaber. Efter maden var vi blevet trætte, og gik op af de mange trappetrin til hytterne, og efter at have kigget på flagermus fra hængekøjen, smuttede vi i seng, sammen med alle lydene.

Comments

One response to “Boca Tapada”

  1. Kurt Kirkedal Laursen Avatar
    Kurt Kirkedal Laursen

    Jeg vil med!!
    Det ser fantastisk spændende ud.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *