Author: Tina

Vi stod op til en sen morgenmad 7:30, hvor vi igen fik leveret det i hytten. Det er en virkelig god kakao de serverer her.

Da vi havde gjort os klar, tog vi af sted til et dyrereservat, et sanctuary hvor de tog imod dyr, der ikke var klar til at klare sig selv i naturen. Vi startede med at gå lidt på deres trails, hvor vi så det forvoksede marsvin, og denne gang fik billeder af det. Der var også kolibrier og næsebjørne, men de store kvælertræer var alligevel det mest interessante.

Vi skyndte os tilbage fra vores trail-tur, da vi havde en guidet tur i deres aflukke klokken 11. Her kom vi først ind til et dovendyr, der havde mistet førligheden i begge ben, så det lå i en hængekøje. Her måtte vi desværre ikke tage billeder, men den kiggede virkelig sødt ud på os. Udenfor det lille bur havde de seks andre dovendyr, der af forskellige årsager krævede behandling. Et var stæreblind da de fik det ind, men øjendråber havde gjort at det nu var i bedring. Et andet havde været oppe at slås med en hund, og tabt, så dens mund havde et kæmpe sår. Nogle stykker var enten faldet ned fra deres mor, eller var blevet kastet ned af moderen, hvis hun ikke troede det kunne overleve.

Denne søde lille fyr havde mistet sin ene arm i et uheld med noget elektricitet, men kravlede fint rundt, og ville gerne posere for os. Guiden sagde at vi skulle huske at give dyret drikkepenge.

Efter dovendyrsafsnittet (de var ikke rigtig hegnet inde, men de havde fjernet grene, der stak hen til hegnet), kom vi ind til jaguarerne.

Der var en han og en hun, og guiden sagde at deres mor var død. De var blevet bragt ind fra den caribiske side af landet.

Herefter kom vi til tapirafsnittet. Der var en, som var meget menneskealder, da den havde levet hele sit liv i fangenskab, som en kæletapir De er natdyr, så den var lidt doven, men kunne da lige overskue at dreje næse af os. Vi blev alle overraskede over hvor stor den var, den er åbenbart i familie med næsehornet og hesten.

Efter dyreinternatet tog vi ind til byen for at shoppe souvenirs. Vi fandt et kyllingested, og Jeppe havde plaget om kylling de sidste par dage, så der skulle vi selvfølgelig ind til frokost.

Efter en tur i supermarkedet kørte vi hjem og læssede en flok af, inden Mogens, Tina og Mads kørte ud til Sepultura eller Selvatura Park, for at gå på otte hængebroer. Vi har kørt på mange dårlige veje, så vi blev glade da vi så at de var i gang med at lappe huller. Vi skulle holde tilbage for de modkørende, og da vi kørte igen, fandt vi ud af at på de næsten 5 kilometer vi manglede, havde de lappet cirka 100 meter. Det var den værste vej vi havde kørt på herovre, hvis vi ikke medregner den op til Arenal Park 2, i hvert fald indtil videre.

Turen rundt over broerne var fine, og stedet ikke oversende, så alt var godt. Efter endnu en bumpy ride hjemad, kom vi hjem til en hyggede flok, der havde spillet partners, leget med hund og leget med deres nye dovendyr (Mar og Jep).

Drengene fandt deres lommeknive frem, snittede lidt i nogle grene, og snittede så nogle navneskilte i træ til knivene, inden aftensmad med toast og banana split igen igen. Vi gik tidligt i seng, og Tina og Mads fik begge læst deres bøger færdige.

Vi skulle tidligt op, da vi havde en guidet tur i tågeskoven halv otte. Vi fik derfor leveret morgenmad i vores hytte allerede halv syv, med pandekager, toast, spejlæg og frugt. Der var også kaffe, juice og deres gode kakao, så vi havde en hurtig morgenfest, inden vi kørte ud på de små, hullede veje.

Ved parken parkerede vi i grøftekanten lige ved indgangen, efter at have læsset flokken af ved vores guide. Han fik os geledder ind i skoven, efter at have vist os parkens vagttarantel i sin fine kiggert.

Inde i parken fortalte han en masse om forskellen på regnskov og tågeskov, eller cloud forest, og han var god til at få børnene med. Han indstillede sin kiggert på et bibo med bier uden brod. Vi kiggede en efter en, inden vi tog billeder igennem kiggerten. Han fandt også en brøleabe, der dog sad med ryggen til, og nogle fugle, hvoraf især en gav gode billeder og en video.

Ved rundturens afslutning var der nogle af de andre guides som havde spottet et quetzal-par, så det stod vi og ventede på, men vi så dem ikke. Lige udenfor parken lå et kolibtigalleri, hvor de lokkede kolibrier til med foderautomater. De fløj rundt om hovederne på os, og Mads tror han fik nogle gode billeder med Herdis’ kamera.

Efter kolibrierne sagde vi farvel til vores guide, og gik på egen hånd ind i tågeskoven igen. Vi gik hen over en hængebro, og ud på en fin udsigtspost. Herfra kommer billederne dog ikke på bloggen, da yngstemanden ikke var i så godt humør. Der var til gengæld nogle fine, store træer.

Efter tågeskovsparken tog vi ind til byen og fik frokost tæt på supermarkedet. Da vi havde spist sendte vi en delegation i supermarkedet og resten på legepladsen med det store Monteverdeskilt. Jeppe fik et par ture i en svævebane, eller zip-line, som de ynder at kalde dem herovre.

Hjemme på hotellet legede drengene med hunden, inden vi gik på jagt efter spændende frugter med deres nye lommeknive. Vi fik høstet en flok umoden bananer og nogle orange lime, som de fint fik skåret ud.

Endelig fik vi tid til lidt spilhygge foran hytten, inden vi gik til solnedgangsstedet, og så hjem i seng.

Vi vågnede endnu en gang ved at den dumme fugl fløj ind i ruden. Jeppe og Mads faldt dog i søvn igen, og fik lov til at sove helt til halv otte. Efter morgenmaden på Casa Luna, pakkede vi sammen og kørte mod Arenal Nationalpark.

Her gik vi ind i regnskoven, fandt et gammelt træ, og gik op og svømmere i lavafloden. Den var dog lidt hård, da den størknede tilbage i 1992. Der var dog et fantastisk kig til vulkanen, og vi fik taget en masse billeder, mere eller mindre uden skyer.

På vej tilbage til bilen så vi et træ fyldt med næsebjørne. Der var omtrent ti, som klatrede rundt i toppen af træet. De kom pænt ned til os så vi kunne tage nogle billeder. Derefter kørte vi op på øverste parkeringsplads, hvor man kunne tage endnu et billede af vulkanen. Det var hurtigt overstået, så vi ville køre til den anden del af parken. Her var vejen dog så ufremkommelig at vi valgte at springe det over. Til gengæld kom der næsebjørne ud på vejen til os. De er åbenbart over det hele, og disse virkede vant til mennesker, og så ud til at søge føde ved bilerne.

Vi havde 90 kilometers kørsel, 2,5 timer skulle det tage, men inden vi skulle ud på de tvivlsomme veje, skulle vi have en frokost. Der blev serveret kæmpeportioner af høj kvalitet, så selv om Mads og Jeppe delte en laks med rejer, var der mad nok til begge. Johan druknede i hjemmelavede kyllingenuggets.

Co-driver Tina begyndte en leg med at holde fest for hver ti kilometer vi nærmede os Monteverde, men de sidste 15 var vejen så ringe at det blev til hver kilometer. Godt gennemrystede stod vi ud og prøvede at få vores organer til at falde på plads igen, i et lille paradis kaldet Valle Campanas. Her har vi en hytte med plads til ti personer, og en med plads til seks. Vi har overvejet om vi skal invitere nogle backpackere, bare for at få fyldt hytterne ud.

Martin og Jeppe blev i hytten mens resten kørte ind til byen for at finde aftensmad. Onkel Mar havde bestilt ingredienser til banana split, så det blev hovedparten af menuen. Herefter blev det læse-/sengetid.