Wells Gray Park

Endelig havregryn til morgenmad, utroligt hvor hurtigt man kan savne det. Johan var også glad for at få havregrød igen. Vi havde en stille morgen hvor vi fik hygget og leget lidt inden vi lige skulle købe lidt ind. Jeppe fik en bamse, da han nu har brugt et soveposecover i et par dage og (mig som ellers ikke vil have flere bamser) forbarmede mig over den charmerende Jeppe. Så kørte vi en tur i Wells Gray park. Vi startede med at køre helt langt ud, og især de sidste 20 km på grusvej var ret hoppende og klirrende i bilen. Her kom vi til en stor fin flod (Bailey’s Crust), hvor vandet fossede afsted. På vejen spottede vi en masse bjørnelort, men desværre ingen bjørne, så dem har vi til gode. Så kørte vi tilbage af den lange grusvej, hvor Jeppe tog sine høretelefoner på. Så mente han det larmede mindre.

Vi tog til Helmcken Falls, der er et smukt vandfald, og Jeppe syntes det lignede flødeskum. Johan pegede og grinede. Så kørte vi tilbage til Clearwater, da man desværre skulle samme vej ud af parken igen. På turen snakkede Jeppe ikke om meget andet end at han gerne ville spille minigolf igen. Tilbage til Clearwater og videre nordpå. Her slog vi lejr på Blue River Campsite, hvor der var en lille sandkasse, så drengene var glade.

Vi har for resten set verdens længste containertog, så Jeppe er ret begejstret, men de dytter meget og det kan godt være lidt irriterende om natten. I morgen bliver den sødeste Johan 1 år, og hvor glæder vi os til at fejre ham. Forhåbentlig rammer vi Rocky Mountains, så det må da være en fødselsdagsgave i sig selv 🙂

Helmcken Falls
Dejligt vejr ved Helmcken Falls

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *