Vancouver: Valg, vand og shopping i storby

Da vi var stået op fra den anden lur, gik vi mod det danske konsulat, hvor vi havde en aftale om at stemme til folketingsvalget. På vejen fik vi kaffe og bagels, som især Tina har en svaghed for. Vi kom til konsulatet (selvfølgelig lidt forsinket), hvor en sød dame tog i mod os. Ganske uformelt fik vi lov at stemme, mens hun lige gav os lidt råd til hvor vi skulle købe autostole og hvad vi skulle bruge tiden til i Vancouver.

Så gik vi til Granville Island, hvor vi først var på Kids Market. Mads prøvede at overbevise Jeppe om at der kunne man købe børn. Det var et helt hus fyldt med legetøjs- og børnetøjsbutikker og ikke mindst et stort lege-/spilleland, så det var lige noget for Mads, som udlevede sine spilledrømme gennem Jeppe. Han endte da også med at vinde to små hoppebolde, så alt var godt.

Cirka 64 billetter blev det til ifølge”tællemaskinen”

Derefter gik vi ned til food Market, som var en blanding af butikker med friske råvarer og små madboder, der solgte alt fra sushi, burger, asiatisk osv. Vi købte lidt frugt og mad og satte os udenfor, da vejret var rigtig fint. Johan var meget optaget af at kravle helt ud til vandet og kiggede på fugle og de små bådbusser, som sejlede rundt mellem steder i byen. Dem blev vi enige om vi hellere måtte prøve, så vi sejlede fra den ene til den anden side at vandet. Vi kunne kun lige nå at betale inden vi var på den anden side.

Så gik vi en tur til Second Beach i Stanley Park. Der var enormt meget træ på stranden, så Jeppe fik kastet en masse sten og pinde i vandet, mens Johan tog en lur. Vi gik langs stranden et godt stykke, til vi mødte en legeplads. Vi fandt dog lige en Starbucks inden, så Tina kunne få sin daglige frappucino. Jeppe syntes det var fedt at lege lidt, og på vejen tilbage mod byen så vi en masse egern og gæs med gæslinger. Jeppe faldt i søvn i klapvognen på vej tilbage, hvor vi lige skulle forbi H&M og shoppe lidt tøj til dagen efter. Desværre havde de ikke en børneafdeling, men Mads og jeg fik da lidt nyt tøj og så ville vi vække Jeppe, så han kunne få lidt mad. Det var dog helt umuligt, han var bare mega sur og så træt at det ikke lykkedes.

På vej hjem skulle vi lige shoppe lidt mad. Da vi langt om længe havde fundet et supermarked, sov begge børn; Jeppe i klapvognen og Johan på skuldrene af Mads, så Tina måtte selv op i supermarkedet, da der kun var rulletrapper. Det viste sig dog at være et kinesisk supermarked, med tørret kød osv., så det blev ikke til det store indkøb. Da vi kom hjem gik vi i seng, så ringede telefonen at vores klapvogn var kommet, dog stadig ingen kufferter 🙁

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *