Morgenen starter perfekt klokken 04 med at Tina har fået en besked om at flyet fra Billund til Paris er blevet forsinket. Vi har i forvejen kun 1:20 til skiftet i Paris, så med en 40 minutters forsinkelse bliver det spændende om vi kan nå det.
I Billund får vi fint tjekket Jeppe, Tina og Mads ind, men Johan må åbenbart ikke komme med. Det lykkes dog efter en del opkald til billetkontoret.
Første flyvetur forløber fantastisk. Børnene er eksemplariske, og snart er vi i Paris. Flyet er lille, så vi kommer hurtigt ud, og tager bussen til næste terminal. Her er der ingen stress, da der er lang kø. Vi trækker Johankortet, og kommer ombord med det samme. Så kan ti timers afslapning begynde.
I Vancouver kan vi ikke finde ud af at betjene deres indrejsemaskiner, så vi skal udfylde nogle papirer i hånden. Vi har dog igen trukket Johankortet, så vi kommer alligevel hurtigt igennem, hen til bagageudleveringen, hvor vi finder ud af at intet af bagagen er kommet med. Ingen klapvogn, ingen bærerygsæk og intet tøj til os. De er dog flinke og låner os en klapvogn, så vi ikke skal bære rundt på Johan hele tiden.
Vi tager toget ind til Vancouver City Centre, hvorfra vi nemt kan gå til hotellet, nu vi ingen bagage har.

Da vi havde flyttet ind, gik vi en tur i Vancouver. Først gik vi til Chinatown. Der var en fin port, men ellers bare tarvelige butikker. Her mødte vi også virkelig mange mennesker, der ikke så ud til at have det godt; hjemløse, prostituerede og virkelig mange påvirkede af stoffer. Vi gik ned mod vandet. Her gik vi ind i den første og bedste souvenirbutik og købte strømper, nattøj og t-shirts. Derefter gik vi ned til Canada Place, hvor vi fandt et sted at få lidt mad og se på vandflyvere. Derefter gik vi hjem for at sove. Vi var meget trætte og havde stadig en del jetlag, men det lykkedes dog at falde i søvn, og vi sov næsten til klokken 04. Så var vi oppe et par timer og spise lidt morgenmad (pulvergrød, da det var det eneste vi havde) inden vi tog en lille efterlur.
